Værdigrundlag

Vores værdigrundlag er baseret på kompenserende specialundervisning. Undervisningens indhold baseres på den enkelte deltager.

Værdigrundlag

Vores mission
Vores mission udgør den fælles referenceramme for vores arbejde og angiver, hvilken opgave vi er sat i verden til at løse.

Vores værdier
Vores værdier ligger til grund for, at vi handler, hvordan vi handler, og hvorfor vi handler, og de skal bidrage til at kvalificere vores faglighed og vores relationer. De skal danne baggrund for en åben, reflekterende dialog om, hvorfor vi gør, som vi gør. De fælles bærende værdier er:

Udvikling
Udvikling handler om at være i bevægelse. Vi skaber udvikling, når vi tør udfordre fagligheden og vores relationer, når vi tænker kreativt og flytter grænser. Udvikling skaber liv og nye muligheder for den enkelte og for fællesskabet.

Udvikling udlever vi, når vi tager ansvar, når vi er nysgerrige og åbne over for hinanden, når vi udfordrer ’plejer’. Vi ønsker at undersøge og udvikle vores faglighed og at stille spørgsmål til hinanden. Udviklingen fremmer vi ved at indgå i en meningsfuld faglig dialog med hinanden, hvor vi prioriterer vidensdeling, samarbejde og faglig sparring. Vi vil aktivt inddrage og involvere hinanden, så vi sammen kan opnå ny indsigt og skabe et levende og dynamisk rum for kulturel læring.

Anerkendelse
Anerkendelse handler om respekt og den ligeværdige dialog. Anerkendelse er udtryk for, at vi er lyttende, rummelige og interesserede i hinanden.

Anerkendelse er at vise respekt for menneskers forskelligheder og få indsigt i og forståelse for – hinanden. Vi viser anerkendelse, når vi er undersøgende og nysgerrige på hinandens praksis, og på den enkelte borgers oplevelse af det gode liv. Vi har øje for, at hvert menneske er unikt og har sin særlige forståelse af verden. Den anerkendende dialog forudsætter således en spørgende og empatisk tilgang til det andet menneske. Vi kan ikke vide, men kun spørge til, hvad ’det gode’ er for den enkelte borger eller kollega.

Engagement
Engagement fordi det, vi gør, skaber værdi – fordi vi brænder for den fælles mission: ’at skabe et fælles specialiseret rum for læring og dannelse. Engagement er nerven i vores arbejde; engagement handler om, at vi tager ansvar, at vi involverer os og er nærværende i vores arbejde og i relationerne.

Engagement skaber kontakt og forbindelse – og gør relationer og opgaver vedkommende og levende. Engagement er at gøre sig umage, at sætte noget på spil, at opleve mening og vise interesse. Engagement som værdi fordi vi ønsker at gøre en forskel, fordi vi er optaget af vores arbejde - af borgerne og af at dele viden og erfaringer med vores kolleger.

Samarbejde
Samarbejde fordi vi prioriterer fællesskabet og de gode relationer med hinanden. Samarbejde handler om, at vi gør tingene sammen – at vi aktivt inddrager hinanden, deler erfaringer og viden, sparrer og stiller udfordrende spørgsmål til hinandens og egen praksis. Vi samarbejder, når vi reflekterer sammen, undrer os sammen, og når vi beder om hinandens hjælp og udtrykker vores tvivl. Det gode samarbejde bygger på respekt for forskellighed, og det udvikles, når vi anerkender og er nysgerrige på hinandens kompetencer og undersøgende på, hvordan vi sammen kan blive klogere på vores fag og vores relationer. Vi ønsker at skabe et mangfoldigt og udviklende fællesskab, som alle er med til at præge og tage ansvar for

Formål

Den kompenserende specialundervisnings mål er at afhjælpe eller begrænse virkningerne af elevens handicap, at fremme elevens mulighed for aktiv deltagelse i samfundslivet og at forbedre elevens funktionelle færdigheder, herunder personlige kvalifikationer.

Undervisningens indhold skal være tilpasset den enkelte elevs forudsætninger, færdigheder og behov.

Den kompenserende specialundervisning henvender sig til unge og voksne med særlige behov, hvor formålet er "at begrænse eller afhjælpe virkningerne af deres vanskeligheder og videreudvikle deres personlige, studiemæssige- eller erhvervsmæssige kompetencer". 

Det tilstræbes at eleverne:

  • udvikler selvtillid og selvstændighed
  • udvikler sig på det kommunikative, sociale og personlige plan
  • lære at være sammen med andre mennesker på en positiv og ansvarlig måde
  • tilegner sig viden og færdigheder samt opnår indsigt og erfaringer, som vil være brugbare i et bo, arbejds, og fritidsliv

Hele værdigrundlaget kan findes her som en PDF